For at få indblik i målgruppens hverdag, besøgte vi en række autolakerere i Danmark. Her opdagede vi hvor meget tid, der blev brugt i hverdagen på at koordinere opgaverne og sikre at arbejdet blev løst til tiden. Ved interviews lærte vi også, at kunderne gerne ville minimere den daglige administration, så de kunne komme ud i værkstedet og hjælpe til med arbejdet.
Derfor besluttede vi os for, at designe et system, som minimerede tastearbejde og automatiserede så meget af arbejdsdagen som muligt. Baseret på vores research, udarbejdede vi wireframes, som skitserede vores løsningsmodel. Målet var, at skabe et enkelt og intuitivt system, som understøtter autolakererens måde at tænke på.
Fokus på kundens arbejdsgange
Kernen i applikationen er et opgaveflow, der visualiserer bilens proces igennem værkstedet. Første skridt er en bookingskærm, hvor pladesmeden selv kan booke sin bil ind hos autolakereren. Efter booking, føres opgaven igennem en række workflows, f.eks. transport af bilen, upload af vedhæftet dokumentation, markering af skaden på bilen, samt automatisk vedhæftning af takseringsrapport på forsikringsskader og til slut automatisk fakturering af opgaven direkte i autolakererens økonomisystem.
Systemet integrerer med Forsikring og Pensions takseringssystem og Motorregisteret for opslag i detaljer på bilen, samt et udvalg af systemer til opslag og blanding af bilens farve.
Derudover indeholder systemet en tidsregistrering for hver medarbejder, som kan danne basis for lønudbetaling.
Moderne web-teknologier
Applikationen er udarbejdet i Angular og NodeJS og udnytter serverless microservices til at sikre skalerbarhed og performance. Systemet er bygget som en realtime web applikation, så opgavernes flow i systemet konstant holdes opdateret. Dette er essentielt, da applikationen bruges på flere separate arbejdsstationer og informationsskærme i værkstedet. Det betyder, at når en medarbejder foretager en ændring i systemet, opdateres alle de øvrige skærme med det samme, så alle er opdaterede på opgavernes status.